Flemming Jensen

One-man-shows, Foredrag eller konferencier

One-man-shows
Flemming Jensen kan f.eks. bookes til One-man-shows som kan målrettes - og kan i deres form variere helt fra decideret solo-optræden - det, der nu om dage uheldigvis bedst kendes under betegnelsen 'stand-up' ....... æhm ja - og til den bredere og mere musikalske form hvor han akkompagneres af nogle af landets bedste musikere.

Flemming Jensens yndlingstrio består af kapelmester Torben Kjær ved flyglet, Hugo Rasmussen på bas og Tom McEwan på trommer. Når disse tre herrer er med, bliver det hele så dejligt og musikalsk, at man ofte ærgrer sig over, at Jensen selv er med.

Foredrag/causerier
- her er Flemming Jensen for alvor sjov !

Man kunne kalde det for 'Et foredrag med løse manchetter' eller 'Stand-up med indhold' eller 'Et causeri'. Kald det, hvad De vil, men det er Flemming Jensen solo på slap linie op til et par timer med eller uden pause.

I en forunderlig og personlig blanding af skarpe politiske og især kulturpolitiske holdninger, anekdoter, festlighed, bagstræb, glæde ved livet, væmmelse ved massemediernes magt og nysgerrighedens fryd ved rejser til fremmedelande, som Flemming Jensen kender og er kendt for via sin mange TV udsendelser 'Jensen Rejser', tales om 'Danmark og Andre Mærkelige Steder i Verden'.'Jensens Fornemmelse for Kram' kunne man kalde foredraget - hvis man er i dét humør. Foredraget kan have forskelligt indhold, alt efter tilhørernes interessesfære.

Succes-romanen 'ímaqa', der straks efter udgivelsen røg direkte ind på 2. pladsen på bestsellerlisten - som den i skrivende stund, 8 uger efter, ikke har forladt - nåede allerede inden for den første måned atblive genoptrykt i fire oplag. - Hvilke værdier kan vort dynamiske, globaliserede samfund hente i resterne af det statiske samfund, der findes i små grønlandske udsteder? - Grønland og hele rigsfællesskabet er og kan blive en kilde til menneskelig rigdom for vort lille land, der måske midt i tumulten er begyndt at savne både ståsted og identitet.

Eller

Det hele kan tage udgangspunkt i Flemming Jensens debatbog 'Hvis Man Vil Være Noget Inden for Kunst og Kultur, Skal Man Ta' en Handelsuddannelse......', der udkom foråret 2000 - synspunkter på den kulturelle situation, der er ved at drukne i overflade, trends og image.

Der kan også tages udgangspunkt i andre situationer, men i skarp modsætning til showmanden Flemming Jensens populære one-man-show, taler forfatteren Jensen her ikke om ting, han ikke ved noget om!

Der er kort sagt tale om en glædesfuld, livsbekræftende og meget dansk oplevelse i selskab med en af landets absolut sureste humorister.

Flemming Jensen er Danmarksmester i at være konferencier. Fra årlige kæmpeshows i Folkoner Centeret og ved store TV-transmitterede shows fra Falconer og Cirkusbygningen til fordel Røde Kors og Red Barnet.

Flemming Jensen har boet 4 år i England i en periode, hvor det drejede sig om kun at skrive. Han er derfor oplagt, når en optræden skal foregå på engelsk.

Den korte Biografi
Debut i 1979.

- Utallige revyer gang på gang og hvor som helst fra Hjørring til Tivoli.

- Hovedroller bl. a. i forestillingerne 'Play It Again, Sam', 'Harvey', 'Corpses' samt i TV-teatrets prisbelønnede Morten Arnfred/Kløvedal Reich produktion 'Liget i Lyskassen'.

- 2 banebrydende forestillinger med Prags 'Black Light Theatre'.

- opfandt sammen med Søren Østergaard en dansk version af ny-cirkus i 3 år med 'Østergaard & Jensen's Store Hundeshow'.

- 'Gjøngehøvdingen', 'Jorden Rundt i 80 dage' og "Ti Mord på To Mand" som 2-mandsteater sammen med Jesper Klein.

- Utallige TV-shows som f. eks. 'Jensen tonajt' i flere omgange og en masse andet TV-fjas.

- Forfatter til - og skuespiller i TV-serierne 'Nissebanden', 'Nissebanden i Grønland' og 'Nissernes Ø'

- Forfatter til romanen 'ímaqa' - og en række novelle- og essaysamlinger. Har skrevet musicals og forestillinger.

- Adskillige oversættelser.

- Og nu her sidst sammen med John Stefan Olsen skrevet hele DR-TV-drama-serien 'Nørre Bronx'.

- The Charlie Rivel Award i år 2000.


Den lange Biografi:
Hvad har Flemming Jensen rendt og rodet med indtil nu?

I en række vilde år boede Flemming Jensen i en lille bygd i Nordgrønland, hvor han var den lille bygds eneste lærer. Flemming Jensen havde anskaffet sig 21 hunde og en hundeslæde .. Og så gav resten sig selv. I disse år tog Flemming Jensen af sted med de grønlandske fangere på den store isfjord ved bræen og gennem slugter og kløfter i bjergene. Der blev fanget og skudt sæl, rype, måge og andet festligt - og op gennem hullet i den tykke is blev der dagligt trukket enorme hellefisk, havkat, hajens kone - ja, endog hajen selv.

Al denne livets meningsfuldhed kunne ikke fortsætte -så i 1979 debuterede Flemming Jensen som skuespiller i Rottefælden. Flemming Jensen 'slog igennem', havde det pragtfuldt - og kun lejlighedsvist savnede han havkattene.

Så fulgte engagementer inden for det nye erhverv i eksplosivt tempo og i 1982 startede en revyepoke i den ellers upåagtede lille sjællandske by Mogenstrup. Med skiftende medspillere skabtes den ene revysucces efter den anden. Samtidig involveredes Flemming Jensen i årtiets anden helt store revysucces - Hjørringrevyen. Det blev til et tæt samarbejde - hvor Flemming Jensen nogle år instruerede den ene revy og spillede i den anden. Det var rigtigt gode år for SAS!

Samtidig startede så Flemming Jensens andet ny fag: Flemming Jensen blev forfatter. Og i 80'erne sprøjtede det fra Flemming Jensen. År efter år skrev Flemming Jensen hele Mogenstruprevyen og den halve Hjørringrevy.

På forfattersiden var Flemming Jensen også med til at skabe de store Pallesen Pilmark Shows og de gentagne udgaver af Dansk Naturgas. Ind imellem blev der så tid til at kaste sig over den anden store legeplads: TV. Som så mange andre trådte Flemming Jensen sine mediebørnesko i B&U - DR's Børne- og ungdomsafdeling, hvor Flemming Jensen gennem nogle års faste ugentlige udsendelser blev kendt som den forvirrede, men opfindsomme Dr. Femmer. Når Flemming Jensen nu ser gamle klip fra den periode, er Flemming Jensen ikke helt fri for at synes, at Flemming Jensen selv er voldsomt irriterende.

Det blev til to TV-julekalendere, der nu hører til blandt klassikerne: 'Nissebanden' og 'Nissebanden i Grønland'. Flemming Jensen skrev manuskriptet til dem begge og spillede selv rollen som den knapt så radmagre nisse, Lunte.

Med underholdningsudsendelserne 'Jensen-tonajt', der kom i bølger af forskellig størrelse og art - fra Tivolis Slukefter til Cirkusbygningens megashows - fandt Flemming Jensen måske sin rette hylde. Her udnyttede Flemming Jensen, at Flemming Jensen jo sådan set er 'en blandet landhandel'. Udsendelserne var båret af stor musikalitet, af improvisation, evnen til at interviewe kontroversielle mennesker med en utraditionel indfaldsvinkel, gode venner og kolleger blev udsat for ustyrlige practical jokes, mens de optrådte, monologer og musikalske originaliteter føg over scenen - og hele tiden var der mening bag galskaben. Dette sidste er blevet Flemming Jensens særkende: at kombinere den rablende, livsglade humor med substans. At det handler om noget! Den klukkende latter skal være vedkommende. Og det bli'r den så.

Det er blevet til en masse andet TV - store nytårsshows, de årlige Julehilsener til Grønland (det manglede bare andet), gang på gang samarbejde med folk som Per Pallesen, Jesper Klein, Claus Ryskjær - ja selv Bille August har været Flemming Jensens makker!

Senere kom så 2 TV-serier med titlen 'Jensen Rejser', hvor Flemming Jensen benyttede sin evne til at kombinere det underholdende med det oplysende. Hvor vi kan more os - og samtidig godt kan se, hvad vi morer os over. Noget, der efterhånden er blevet lidt af en sjældenhed.

I TV-teateret fik Flemming Jensen nok engang en slags dramatisk gennembrud i Morten Arnfreds og Ebbe Reichs prisbelønnede politiske TV-spil Liget i Lyskassen.

På scenen gik det så videre med diverse revyer. Ikke mindst Tivolirevyen, hvor Flemming Jensen igen både skrev langt det meste, medvirkede og instruerede. Flemming Jensen endte også med at være kunstnerisk leder for Tivolirevyen.

Flemming Jensen har hele tiden søgt nye veje - aldrig lænet sig tilbage. Som den første herhjemme skabte Flemming Jensen noget så mærkeligt som en kombination af den gode, gamle danske revytradition og den spændende tjekkiske tradition for 'Black Light Theatre'. Forestillingerne blev skabt i Prag sammen med dygtige tjekkiske skuespillere og overført til scenerne i Ålborg og Bellevue Teatret ved København. Resultatet blev en hidtil uset blanding af humor og poesi - farvestrålende vid.

På Sørup Herregård, hvor så mange andre har sat deres mærke - Kirsten & Søs, Thomas Eje, Klyderne etc. - blev der på den lille midtsjællandske scene igen eksperimenteret: Et for en lille revy uhørt stort orkester bestående af vore fremmeste jazzmusikere - Kirsten Siggaard som makker - tre velsyngende unge piger, der ikke kun var med som staffage - og en stabel vedkommende tekster, der ligeud sagde tingene, som de ikke var. Der var igen skabt noget nyt. Folk kan sommetider godt være lidt forvirrede over Flemming Jensen. Det skulle nødigt høre op.

Det største eksperiment var nok 'Østergaard & Jensens Store Hundeshow' - en stort anlagt kærlighedserklæring til cirkustraditionen. Sammen med kollegaen Søren Østergaard satsede Flemming Jensen hus og hjem, og det blev til den største nyskabelse inden for den folkelige underholdning i mange, mange år. Den kunstneriske succes var tårnhøj og der spilledes for fulde huse landet rundt to år i træk. Det tredjeår skulle det internationale slag så slås og efter at været blevet rost til skyerne i den tyske presse, brød det hele økonomisk sammen i en dramatisk blanding af mafia, international svindel og tysk kriminalitet.

Igennem alle årene løb ind imellem et samarbejde med Jesper Klein. Ud over diverse TV-satire-serier blev det til de kultagtige forestillinger 'Gøngehøvdingen', der i et rekordstort antal forestillinger år efter år raserede de danske scener med vanvid, lynomklædning og det rene, uforfalskede sludder. - Linjen blev fulgt på Bellevue Teateret - og derefter på turné til stort set samtlige landets scener - med den endnu mere tumultariske udgave af 'Jorden Rundt på 80 Dage', hvor de to herrer tilsammen spillede 51 roller - og dermed vandt sig en plads i Guiness Rekordbog. I denne sommer har de så som de første spillet en sommerforestilling i Musikhuset i Århus - 'Jensen & Klein i Bad - erotisk cabaret'. Der var ikke et sæde tørt.Linjen fortsættes på Bellevue Teatret foråret 2002 med krimifarcen 'TI MORD PÅ TO MAND' - aldeles frit efter Agathe Christie's London-longrunner 'The Mousetrap'. Almindeligt teater er det blevet til gennem årene. Som noget af det mest markante bør vel nævnes den berømte hovedrolle i 'Harvey', storspil i Woody Allens 'Play it Again, Sam' - 'Mig og Bogart' - dobbeltrollen som tvillingebrødrene i den engelske Shakespeare-parafrase 'Corpses' - og et utal af andre roller.

Flemming Jensen går altså glad og nynnende ind og ud af forskellige samarbejder - men er hele tiden først og fremmest sin egen.

Ønsker du yderligere oplysninger og priser på Flemming Jensen er du velkommen til at ringe eller sende en mail, se vores Bookingforespørgsel, hvor du beskriver dit arrangement og vi vil vende tilbage med priser på Flemming Jensen

For booking af Flemming Jensen ring til nkbooking - tlf. 7020 3648


 Nyhedsbrev
E-mailadresse:

Tilmeld
Frameld
Nomineret
Info
Kontakt
NKBOOKING
Booking Tlf. 7020 3648
Email:
Relaterede kunstnere