Kammerkoret Camerata

Kammerkor

Kammerkoret CAMERATA blev grundlagt i 1965 og er i dag et af Danmarks førende kammerkor. Koret er et professionelt arbejdende amatørkor bestående af ca. 25 rutinerede sangere under ledelse af den unge dirigent Martin Nagashima Toft.

Korets repertoire spænder vidt fra kirkemusik til underholdningsmusik, men med et kernerepertoire bestående af primært vesteuropæisk a cappella musik. CAMERATA giver mange koncerter og turnerer ofte i både ind- og udland. De seneste år har koret således turneret i bl.a. Chile, Brasilien, Italien, Estland, England, Australien og Canada.

CAMERATA er en vigtig aktør i det danske musikliv, og koret går aldrig af vejen for nye krævende opgaver. Gennem hyppige samarbejder med både etablerede og up-coming orkestre, solister og komponister ønsker koret at være med fremme i en stadig udvikling af det klassiske musikmiljø.

CAMERATA har igennem årene indspillet utallige cd'er med musik af blandt andre Carl Nielsen, Vagn Holmboe og Poul Ruders, en række cd'er med musik til tekster af danske digtere og ikke mindst Händels Messias, der vandt prisen for bedste klassiske udgivelse ved Dansk Grammy i 1999. Koret har netop udgivet en cd med danske julesalmer og -sange, hvor sopranen Ditte Højgaard Andersen medvirker som solist.

I september 2006 modtog CAMERATA Den Europæiske korpris, overrakt af Hans Kgl. Højhed Prinsgemalen, og i 2008 vandt koret 1. prisen ved årets Holmboe-konkurrence. 2009 byder blandt andet på koncerter med ny nordisk musik heriblandt en uropførelse af den unge færøske komponist Trondur Bogason, Mahlers 8. symfoni med DR Symfoniorkstret og Open Air-Opera i Jægerspris.

Ønsker du yderligere oplysninger og priser på Kammerkoret Camerata er du velkommen til at ringe eller sende en mail, se vores Bookingforespørgsel, hvor du beskriver dit arrangement og vi vil vende tilbage med priser på Kammerkoret Camerata

For booking af Kammerkoret Camerata ring til nkbooking - tlf. 7020 3648


 Nyhedsbrev
E-mailadresse:

Tilmeld
Frameld
Nomineret